Løb en tur i mørket

Løb en tur i mørket

Vinteren er en mørk tid, men det behøver ikke at gå ud over din løbetræning.

Har du lyst til at løbe i områder, som ikke er oplyste, eksempelvis i skoven, kan du bruge pandelygter. Det er dog vigtigt, at du vælger en lampe, som kan leve op til de krav, din løbetur stiller.

Prisen på gode lamper er faldet i løbet af de sidste par år, og du kan i dag købe en fornuftig lampe til omkring 1.000 kroner, men valget af pandelampe afhænger af, hvad du skal bruge den til.

Når du vælger pandelampe, kan du stille dig selv følgende spørgsmål:

  • I hvilket terræn vil jeg bruge pandelampe?
  • Hvilken type træning vil jeg lave?
  • Hvor hurtigt kommer jeg til at løbe med lampen?

Det er vigtigt at være afklaret omkring ovenstående spørgsmål, da det er afgørende for løbeoplevelsen, at du har en passende lampe.

 

Den skal sidde ordentligt

Udvalget af pandelamper er stort, men det anbefales at vælge en lampe, som er designet til løb – det kan godt være, at din lampe til friluftslivsturen sagtens kan lyse stien op, men den sidder højst sandsynligt ikke lige så godt på hovedet under løbeturen, fordi den ikke er designet til løb.

Pasformen er vigtig, så prøv forskellige lamper, så du er sikker på, at du vælger rigtigt.

 

Hvor meget lys har jeg brug for?

Generelt gælder det, at større udfordringer kræver kraftigere lysstyrke. Lysstyrke defineres i lumen, og et højere tal betyder mere lys. Hvor mange lumen, du har brug for, afhænger af de tre foregående spørgsmål.

  • Omkring 200 lumen er nok til større stier i kendt terræn, men man kan ikke forvente at have overblik over det øvrige terræn end selve stien, og løber man hurtigt, kan man finde denne lysmængde utilstrækkelig.
  • Omkring 500-1000 lumen giver et bedre overblik over terrænet, og du vil med denne lysmængde sagtens kunne løbe intervaltræning på veletablerede skovstier.
  • 1500 lumen giver et kraftigt lys, og du vil højst sandsynligt ikke opleve nogle begrænsninger, og vil derfor både kunne løbe intervaltræning og orienteringsløb på mere minimalistiske stier og i skovbunden.
  • Omkring 2000 lumen og opefter giver enormt meget lys, og de fleste vil formentlig føle det som unødvendigt i forhold til 1500 lumen. Det kan dog være en fordel med denne lysmængde, hvis du enten vil have mere overblik over skoven eller også gerne ville kunne bruge lampen til MTB.

 

Er der øget skadesrisici i mørket?

Hvis du er udstyret med en pandelampe med tilstrækkelig lysmængde, er der ikke større skadesrisici forbundet med løb i mørket. Rent løbeteknisk vil det være som at løbe i dagslys.

Løb i mørke hænger imidlertid typisk sammen med, at klimaet er koldere, så sørg for at varme ordentligt op, og tag derudover gerne nogle rolige ture, hvor du vænner dig til at løbe med lampen, inden du går i gang med intervaltræningen.

Sæt i det hele taget tempoet ned, indtil du er fortrolig med pandelampeløb.

Skulle du være uheldig at vrikke om eller få en anden skade, er det altid en fordel at have en mobiltelefon på sig og/eller have en løbemakker, så hav det med i overvejelserne, hvis du skal af sted på en udfordrende træningstur.